Er det kærlighed? – afsnit 74

25. juni

Her til morgen ligger han i sengen og ser så dejlig ud i sin stribede pyjamas. Som en lille dreng i den voksne mand. En sårbarhed, og samtidig et begær efter mig som er så himmelsk at mærke. En dør i mit indre var blevet åbnet, og jeg kan frit gå ind og ud. Jeg er lidt usikker på hvad rummet gemmer her i dagslys. Men samtidig fyldtes jeg af en ro jeg ikke før har kendt. Dette rum har altid været der, ved jeg nu, men jeg har ikke vidst hvordan jeg skulle komme ind.

Jeg har været bange for hvad det gemte, fordi jeg har haft en lille bitte fornemmelse af, at i rummet findes det værktøj, jeg har til min disposition. Nogle kræfter der ikke er plads til nogen andre steder. Kræfter, som ligger i mig og altid har ligget der. En stærk trang til at leve kompromisløst. Kræfterne har været for store. Indtil nu. Hvor de er der og fylder det hele. Og det skal de. Det er en form for grundkræfter. En følelse af at jeg er den, jeg er, så længe jeg er her. Det er alle andre omkring mig også, så vi skal tage hensyn til hinanden. Men vi skal ikke undskylde sådan som vi er. Der hvor jeg lever, skal der være plads til mig som den jeg er, så længe jeg husker at jeg ikke er den eneste i verden. Alt andet er uacceptabelt.

Man kan sige, at vores relation er som den, man har med en muse. Hvad hedder en mandlig muse? Det hedder vist ikke noget. Fordi det ikke tidligere har fandtes. Men nu findes det, og så må der findes et navn.

Senere

Jeg er forelsket i ham, for jeg bliver så usigeligt glad når han siger han tænker på mig. Og at han glæder sig til at se mig næste weekend. Jeg bliver helt boblende inden i. Jeg nyder at høre ham tale i mit øre. At analysere og fortælle mig alt hvad han ved om livet. At høre ham tæt på. Og dog ikke helt til at nå.

Jeg vil rigtig gerne være sammen med ham og lære ham at kende. Samtidig kæmper jeg med mine egne romantiske prægninger. De skal udryddes, og jeg famler efter hvad jeg skal sætte i stedet. Følelser måske. Rigtige ægte voldsomme og nogle gange modsatrettede følelser. Det er jo det jeg har for ham. Hvor de så end er kommet fra.

Da jeg stod i badet for lidt siden, kom det pludselig til mig: en mandlig muse kan hedde en ruse. Ruse fordi det minder en om en rus, og det gør den gode mandlige muse, og det minder også en om at manden kan være en fælde i stil med en åleruse, fordi man så hurtigt kan falde ned i den romantiske forestilling og glemme sin relation på nye vilkår.

Min ruserelation er præget af

En masse god snak

Great sex

Sjov og ballade

Jeg er hans muse, og han er min ruse. Vi prøver at kalde hinanden kærester, men det dækker ikke, samtidig med at det dækker for meget. Vi har talt om det hele dagen, uden vi egentlig har talt direkte om det. Vi endevendte opfindelser, relation til venner og livet i almindelighed, og hele tiden lå diskussionen af os som et lag under diskussionen af andet. Indimellem poppede det op, og vi fik konstateret at det er helt exceptionelt dejligt at være sammen. Jeg kan godt forstå, hvis han føler sig lidt overvældet. Det gør jeg også.

Måske er det det man mener med kærlighed. Det ligger udenfor forelskelse, det er mere end det. Det er at blive rørt som menneske. At blive mødt og forstået uden man behøver sætte ord på, og så at lykkes med at sætte ord på, som får det til at vokse yderligere.