Kære dagbog – afsnit 1

Jeg har været en pæn velopdragen pige i snart en halv menneskealder, fordi jeg mente, at hvis vi alle opfører os ordentligt, skal der nok komme fred i Palæsrael, lige løn for lige arbejde og færre fattige i Afrika, mens jeg valser med min prins til døden os skiller. Ingen af de ting er sket. Det hævdes stadig, at vi får fred ved at gå i krig, ligeløn ved ikke at gøre noget, og færre fattige ved at støtte korrupte regimer. Og mit kærlighedsliv er blevet splintret til atomer endnu en gang, og jeg aner ikke, hvordan jeg kommer videre.

Og ser jeg tilbage, synes jeg, positive erfaringer med kærligheden er sparsomme i mit liv. Jeg blev gift med koleriske Steen, overbevist om, at fik han bare en hel masse af kærlighed, ville han falde ned og finde ro og glæde. Jeg var fuldstændig vild med ham, da jeg mødte ham til koncert i Berlin. Draget af hans intensitet både på og udenfor scenen. Han var så følsom, og det rørte mig dybt, at han kunne mærke hårene på armen rejse sig, når han hørte et smukt stykke musik. Da jeg var syv, så jeg hårene rejse sig på min fars arm i takt med en orgelkoncert af Bach. Dette lille fælles træk mellem Steen og mit far gav mig en tryghed, samtidig med at jeg netop valgte Steen, fordi han ikke lignede min far. Som bassist i et band var Steen Kunstner med stort K, og som sådan langt fra min forskerfar. Jeg syntes, Steen var virkelig god og støttede ham og bandet i, at de stod overfor et snarligt gennembrud – indtil det gik op for mig, at øvetiden i studiet mest blev brugt på at drikke øl og udveksle historier om dengang, de var opvarmningsband for The Clash for 27 år siden!

Mille blev mit et og alt efter skilsmissen. Og jeg skulle kun savne hende hver anden weekend, for det var alt, hvad han havde overskud til at have hende. I takt med at den nye situation holdt op med at være ny, fik jeg hende til at føle sig tryg. En morgen så hun på mig og sagde, – Mor du ser træt ud. Hun var 7 år. Jeg så mig i spejlet og indså, hun havde ret.

Dagen efter indskrev jeg mig på en Gudindeskole for at komme væk fra et mig, jeg ikke længere genkendte. Et halvt år tog det, hvor jeg lærte at lave kunstværker med hjertet, spise ukendte ting med alle sanser, føle indiske stoffer mod huden, lytte til kampe andre kvinder havde taget, og dele mine med dem. Lidt efter lidt mærkede jeg, at mine drømme, ønsker og behov rejste sig igen, som planter, der har været druknet i regn for længe. Stoltheden over at være kvinde vendte tilbage.

Kort efter mødte jeg millionær Peter Nielsen, og en uge efter flyttede vi sammen hos ham. Det var tider i den toplækre Charlottenlund villa – med kæmpe udestue, gartner og rengøringshjælp – i næsten to år. For hans datter Thea undede ikke sin far en ny kone. Hun var jaloux på både mig og Mille. Hun stjal min dyre makeup og mit undertøj. Hun flippede ud, da vi foreslog, at Mille skulle have hendes gamle værelse, som stod urørt, siden hun var flyttet hjemmefra. Og Thea blev rasende, hvis Mille legede med noget af hendes gamle legetøj, selvom tøsen var 24 år gammel! Og når Mille ikke var hos os, krævede Thea, at farmand inviterede hende ud at spise, i teatret eller biografen. Peter sagde ikke fra overfor sin datter, og den dag det gik op for mig, at det mønster, var det mest permanente i vores forhold, flyttede jeg.

Da jeg så mødte Thomas, gik det endelig fremad, og jeg følte, jeg var lykkedes med kærligheden. Det var så dejligt, at han var metroseksuel, så de skarpe grænser mellem det maskuline og det feminine blev udvisket. Han havde det godt med, at jeg er direktør, og vi skændtes aldrig om penge eller kørte tåbelige konkurrencer op. Alt var bare godt, indtil det hele krakkelerede. Og nu er jeg alene igen, dumpet i faget KÆRLIGHED  … jeg hader at dumpe!!

Husk at indtaste din email adresse under Tilmeld dig så du får det næste afsnit i din indboks