Den dag lykken brast – afsnit 2

Det var lige efter nytår … Vi gik hen ad stranden, og jeg nød at mærke vinden i mit hår. Thomas var kommet hjem fra Barcelona. Han plejer ikke at have lyst til at gå tur, lige efter han er landet, men på vej hjem fra lufthavnen, standsede han bilen ved Amager Strandpark og sagde, han havde brug for noget luft.  Jeg kan huske, at da vi begyndte at gå ned ad stranden, stak jeg min arm ind under Thomas arm. Han lod den ligge, men reagerede ikke med at trække mig ind til sig, som han plejede. Tværtimod virkede det, som om han trak sig lidt væk fra mig. Jeg tænkte, at han nok var træt. Og så mærkede jeg en dyb kærlighed til ham. Han var det bedste, der var sket i mit liv. Og jeg var sikker på, han stod overfor et gennembrud kunstnerisk set. Han skulle bare lige male lidt mere og med de nye oliefarver, som jeg havde  skaffet ham fra Milano: med dem kunne han få en dybde i nuancerne, som han havde stræbt efter. Så ville den være der. Det var jeg helt sikker på. Mille holdt også meget af Thomas, og kaldte ham far. Det havde hun gjort tre uger efter, hun havde mødt ham første gang. Som vi gik der på stranden, følte jeg en stor taknemmelighed overfor Thomas, at han rummede min pige.

Thomas gik hurtigt, og jeg måtte anstrenge mig for at følge med. Han styrede ud på den nye mole i strandparken og drejede til højre. Han så lige frem, og jeg spurgte, om det havde været en god tur.

- Vi er nødt til at tale sammen, sagde han og så fortsat lige ud. Og gik videre. Jeg tænkte igen på, at jeg gerne ville have været med til Barcelona, men Thomas og Anton har en lang tradition med at tage derned i januar, og det ville jeg ikke forstyrre.

- Der skete noget, sagde Thomas. Og gik videre. – Det var ikke meningen, fortsatte han. – Jeg har aldrig gjort det før.

Hans ord ramte mig så pludseligt som et baseballbat, man ikke har set komme. Min arm gled ud af hans, og jeg sagtnede farten. Han fortsatte med at gå og sagde noget, jeg ikke kunne høre. Jeg indhentede ham og hørte, at han sagde

-          Det var slet ikke meningen.

Jeg tog mekanisk det ene skridt efter det andet, og min hals snørede sig langsomt sammen. Alt standsede, og mine øjne blinkede i slow motion, indtil de nægtede at åbne sig igen, så jeg ikke kunne se noget. Vindens kulde gik gennem min krop, som var den en hullet si. En hvinen i luften bredte sig og steg i styrke, og jeg kunne kun følge den tunnel, lyden skabte.

Thomas så lige ud og stred fremad mod vinden, som om der var et vigtigt mål forude. Vreden steg som vand i et lille glas i mig, og jeg rev fat i hans arm for at få ham til at standse. Han flåede sin arm til sig, men jeg holdt fast med en kraft, der overraskede os begge. Han standsede og vendte sig væk fra mig. Jeg havde lyst til at skrige, men stirrede blot indtrængende på hans bortvendte hoved.

-          Jeg har været sammen med en, hvislede han. – Det skete bare.

-          Hvad for noget? Skete bare?!

-          Jeg mødte hende på en cafe. Hun er journalist, og vi talte kunst. Lige pludselig tog hun min hånd og sagde: ”kom”.

Det passer ikke, var min første tanke. Thomas skulle hjem og male. Nu! Så ville han være klar til at udstille. I samme øjeblik jeg tænkte det, løb mine tårer ned ad kinderne, og jeg var 12 år. Det var morgen, og det grå lys, som jeg vidste, mor elskede, strømmede ind ad vinduerne. Jeg skulle i skole, men hvis jeg gik, ville mor blive liggende i sengen og ikke få udnyttet det grå lys, der gjorde hende så glad. Jeg trak hende blidt ud af sengen, hjalp hende med tage tøj på, og fulgte hende ind i atelieret. Hun gled ud af mine arme og satte sig tungt på gulvet. Jeg tog et af de malerier, som var færdige, og som stod på gulvet frem og pegede på den dybe azurblå tone, som fyldte et lille område af lærredet og roste hende. Hun stirrede tomt tilbage. Jeg satte billedet op på staffeliet og foreslog, at hun brugte det som inspiration. Og så smilede jeg for gud ved hvilken gang opmuntrende til hende, og gik i skole. Fem timer senere kom jeg hjem til et atelier, hvor hun lå med hovedet på det azurblå område, resten af maleriet var flænset i stykker, og hun havde en næsten tom whiskyflaske i hånden. Jeg for hen til hende og fandt pulsen. Den bankede svagt.

-          Vi er nødt til at tale sammen, sagde Thomas og bragte mig tilbage til nutiden.

Tårerne strømmede ned ad mine kinder. Det var ikke min Thomas, der stod foran mig. Min Thomas elsker mig over alt på jorden, og han er lige ved at lykkes som kunstner, det ved jeg. Og det er det, det handler om. Jeg har støttet ham og gjort, hvad jeg kunne for at hjælpe ham til at se på muligheder frem for begrænsninger. Hvad fanden bilder han sig ind at ødelægge det hele nu? Hvad er der sket i Barcelona, der kan få ham til at gøre noget så tåbeligt?

-          Kom nu her, Elizabeth, sagde han og stod foran bilen, uden jeg anede, hvordan vi begge var kommet derhen. Jeg vendte om og gik tilbage ned på stranden.

Han gik efter mig og råbte: Kom nu, vi skal hjem.

-          Skrid!! Råbte jeg – din dumme skid!!!

Han løb tilbage til bilen, speedede op og kørte der fra i høj hastighed.

Luften gik helt ud af mig, da han var væk. Jeg faldt ned lige der, hvor jeg stod, og nu kan jeg huske, at sandet føltes koldt. Det ænsede jeg ikke den dag. Jeg græd og følte mig eftertrykkeligt mislykket.  Uden jeg ville det røg jeg tilbage i min mors atelier, da jeg fandt hende sådan første gang. Chokeret ville jeg lægge hende i seng, inden far kom hjem. Det lykkedes lige, og da han spurgte, hvor mor var, sagde jeg, at hun havde hovedpine. Han blev rasende og råbte, at det måtte høre op med de evindelige problemer. Jeg lavede kaffe, og piskede flødeskum og serverede det sammen med et stykke kage. Da han havde spist og drukket det, var han faldet lidt ned. Så satte jeg Le Sacre du Printemps af Stravinskij på og gik op på mit værelse. Jeg troede, at jeg gjorde det, man skulle for at holde sammen på det hele og lykkes. Ligesom med Thomas. Støtte, opbakning, opmuntring, ros og sørge for praktiske detaljer, så han kunne realisere sine potentialer.

Det er tre måneder siden jeg har set ham. Jeg har stadig ikke fundet svar på, hvorfor jeg mislykkes sådan med dem, jeg holder af. Og et nyt forhold interesserer mig ikke.

Husk at indtaste din email adresse under Tilmeld dig så du får det næste afsnit i din indboks