Mange hilsner
Elizabeth

Jeg tog Ruben med ud på landstedet i dag og diskuterede muligheder. Han sagde at så snart entreprenøren har fået sat det i stand vil Severin gerne holde sin næste Exchange fest der.

-          Hvad står det for?

-          Exchange festerne er for mennesker, som er polykompetente. Man kan kun tilmelde sig sammen med en af det modsatte køn som man ikke er gift med. Den man er gift med er også velkommen til at tilmelde sig med en af det modsatte køn. Formålet med festerne er at udveksle erfaringer og viden på tværs af kompetencefelter.  Rummelighed er kodeordet for festerne.

-          Jeg glæder mig til den fest, sagde jeg og følte det.

At elske med ham er at elske med hele min krop og hele mit sind og alt det, der ligger imellem. Jeg troede egentlig ikke det var muligt. Fordi jeg aldrig har oplevet det. Men nu er det fuldstændig muligt. Og jeg føler en stor taknemmelighed over, at det er kommet forbi min vej. At han er kommet forbi min vej fuld af ømhed, kærlighed, temperament, begær, tanker, fantasi og følelser. En gave til mig.

-          Jeg kan ikke love dig evigt troskab, sagde han.

-          Jeg ville heller ikke tro dig hvis du gjorde, sagde jeg og mente det. – Det er absurd at love hinanden evigt begær. Det kan man ikke, fordi man ikke aner, hvad livet vil bringe, og hvordan den anden vil udvikle sig, og hvad der sker med ens egen krop. Der vil hele tiden opstå fristelser, og så længe vores relation er stærk nok til at modstå disse fristelser vil vi modstå dem, men i takt med at vi begge udvikler os vil vores relation også udvikle sig, og så virker det tåbeligt at holde fast i et princip for princippets skyld. Vi er klar over at vores evne til at modstå fristelser og vores nysgerrighed ikke vil udvikle sig i samme takt, så risikoen for at den ene eller den anden vil blive meget såret på et tidspunkt er til stede. Men den ville også være til stede hvis vi lover hinanden evigt troskab. Nu har vi ikke lovet hinanden noget, og det betyder at vi begge ved at vi er nødt til at gøre en indsats for at holde vores relation levende og gøre os interessante for hinanden.

- Du er en meget speciel kvinde.

- Ja, svarede jeg og smilede, eftersom jeg i det øjeblik følte mig speciel for netop ham.

Senere

Jeg sidder på sushi restaurant med Frederik, og vi gør status.  Jeg har fået tre mænd, ja, men på ganske andre måder end jeg drømte om.

Ruben og Anton går rundt i byggemarkedet der ligger lige overfor. De køber råvarer og redskaber til at sætte i stand for. Om lidt kommer de over. Antons kone Gitte kommer kone også. Hun skal føde snart og vil gerne tale med en der har prøvet det, så jeg har sagt, hun er velkommen. Jeg vil gerne tale med en, der også har  været en tur igennem elskovspagten.

-          Så nu er du og Ruben kærester? spørger Frederik og ser på mig.

-          Vi ligner hinanden i forhold til at vi ikke vil bindes så meget at vi føler vi er ved at blive kvalt. Men vi vil gerne forankres og have jordforbindelse. Det kan vi give hinanden.

-          Jeg synes ikke du svarer på spørgsmålet.

-          Jeg gør nogle ting med ham som jeg ikke plejer at gøre med en mand. Jeg lader ham fylde, men jeg fylder også selv. Jeg underkaster mig ham, men jeg tager også initiativ til sex. Vi vender op og ned på tingene igen og igen.

-          Du ser bare så glad ud, at jeg kan mærke det er vigtigt for dig, det der er sket.

-          Det er rigtigt. For første gang i mit liv, føler jeg der er plads til mig. Jeg kan se at for mig handler det om at gennemskue mig selv og andre og sætte præcise ord på, også selvom disse ord nogle gange vil være lidet flatterende for mig selv og andre, og selvom de vil provokere og udfordre de etablerede normer.

-          Ja, det er sjovt din model er så provokerende.

-          Jeg forventer plads til mig som et helt menneske i den moderne kærlighed, og for at få det er jeg nødt til at definere nogle nye mål og midler. Og det skal være mål og midler hvor man kan tage hensyn til andre.

-          Måske jeg skulle prøve modellen?

-          Jeg tror modellen er virkelig god til at lære sig selv nærmere at kende. Og det er igen nødvendigt for at kunne elske et andet menneske fuldt og helt.

-          Du har helt klart gjort mig nysgerrig.

-          Hvem er det, der siger, at noget kun er godt, hvis det varer ved? Der er jo ingenting der varer ved. Hvorfor anstrenger så mange mennesker sig for at tingene ikke må ændres? Grundlæggende har børn brug for at der ikke sker alt for mange ændringer, mens de vokser op, for det kan de ikke overskue. Men voksne mennesker burde kunne overskue ændringer. Måske er det prægningen, der sker når vi går fra barn til voksen det er galt med. Hvad nu hvis vi gav alle 18-årige et grundkursus over overskriften Velkommen til et liv fuld af forandringer. På dette kursus kunne man fortælle de unge at nu står de overfor en hel masse nye oplevelser og erfaringer de skal indhente, og der er kun en ting der er sikkert, og det er at der vil ske forandringer. Hvis man tænker et helt traditionelt liv igennem kan de unge være sikre på at de må møde flere forskellige repræsentanter af det andet køn for at finde en de kan indgå i nærmere relation med. Når det er sket, indtræder en stor forandring, idet de skal til at bygge rede. På et tidspunkt kommer der måske et barn, og så bliver alt fuldstændig forandret. Uddannelses og jobområdet vil også være præget af forandringer, når børnene begynder i skole vil der være forandringer, når partneren finder andre græsgange vil der være forandringer, og når man selv får øje på græs der er grønnere kommer der forandringer. Så bliver børnene teenagere, der kommer ny chef på arbejdet, helbredet skranter, og så videre og så videre. En lang række af forandringer hvor det eneste faste man har at holde sig til er en selv som også ændrer sig i takt med at man gør sine erfaringer. Det betyder at det er centralt at være god til at mærke efter hvordan man har det og til at give udtryk for hvilken rolle man ønsker at spille i de forskellige sammenhænge.

-          Udfordringen ved selverkendelse er jo, at man risikerer at møde et menneske man ikke bryder sig om, sagde han og smilede til mig.

Jeg smilede til ham og sagde – Jeg tror, man skal vove at ville, så er der også chance for at man indimellem kommer forbi lykken og kan nyde den fuldt og helt, så længe det varer.

-          Ok, hvor var det du lagde en annonce om de tre mænd op?

Her til morgen ligger han i sengen og ser så dejlig ud i sin stribede pyjamas. Som en lille dreng i den voksne mand. En sårbarhed, og samtidig et begær efter mig som er så himmelsk at mærke. En dør i mit indre var blevet åbnet, og jeg kan frit gå ind og ud. Jeg er lidt usikker på hvad rummet gemmer her i dagslys. Men samtidig fyldtes jeg af en ro jeg ikke før har kendt. Dette rum har altid været der, ved jeg nu, men jeg har ikke vidst hvordan jeg skulle komme ind.

Jeg har været bange for hvad det gemte, fordi jeg har haft en lille bitte fornemmelse af, at i rummet findes det værktøj, jeg har til min disposition. Nogle kræfter der ikke er plads til nogen andre steder. Kræfter, som ligger i mig og altid har ligget der. En stærk trang til at leve kompromisløst. Kræfterne har været for store. Indtil nu. Hvor de er der og fylder det hele. Og det skal de. Det er en form for grundkræfter. En følelse af at jeg er den, jeg er, så længe jeg er her. Det er alle andre omkring mig også, så vi skal tage hensyn til hinanden. Men vi skal ikke undskylde sådan som vi er. Der hvor jeg lever, skal der være plads til mig som den jeg er, så længe jeg husker at jeg ikke er den eneste i verden. Alt andet er uacceptabelt.

Man kan sige, at vores relation er som den, man har med en muse. Hvad hedder en mandlig muse? Det hedder vist ikke noget. Fordi det ikke tidligere har fandtes. Men nu findes det, og så må der findes et navn.

Senere

Jeg er forelsket i ham, for jeg bliver så usigeligt glad når han siger han tænker på mig. Og at han glæder sig til at se mig næste weekend. Jeg bliver helt boblende inden i. Jeg nyder at høre ham tale i mit øre. At analysere og fortælle mig alt hvad han ved om livet. At høre ham tæt på. Og dog ikke helt til at nå.

Jeg vil rigtig gerne være sammen med ham og lære ham at kende. Samtidig kæmper jeg med mine egne romantiske prægninger. De skal udryddes, og jeg famler efter hvad jeg skal sætte i stedet. Følelser måske. Rigtige ægte voldsomme og nogle gange modsatrettede følelser. Det er jo det jeg har for ham. Hvor de så end er kommet fra.

Da jeg stod i badet for lidt siden, kom det pludselig til mig: en mandlig muse kan hedde en ruse. Ruse fordi det minder en om en rus, og det gør den gode mandlige muse, og det minder også en om at manden kan være en fælde i stil med en åleruse, fordi man så hurtigt kan falde ned i den romantiske forestilling og glemme sin relation på nye vilkår.

Min ruserelation er præget af

En masse god snak

Great sex

Sjov og ballade

Jeg er hans muse, og han er min ruse. Vi prøver at kalde hinanden kærester, men det dækker ikke, samtidig med at det dækker for meget. Vi har talt om det hele dagen, uden vi egentlig har talt direkte om det. Vi endevendte opfindelser, relation til venner og livet i almindelighed, og hele tiden lå diskussionen af os som et lag under diskussionen af andet. Indimellem poppede det op, og vi fik konstateret at det er helt exceptionelt dejligt at være sammen. Jeg kan godt forstå, hvis han føler sig lidt overvældet. Det gør jeg også.

Måske er det det man mener med kærlighed. Det ligger udenfor forelskelse, det er mere end det. Det er at blive rørt som menneske. At blive mødt og forstået uden man behøver sætte ord på, og så at lykkes med at sætte ord på, som får det til at vokse yderligere.

Nu har jeg talt med Rebekka og Karen, og de har også haft den mest fantastiske nat ever med hver sin mand, og da ingen af dem forstod hvad der var foregået, var jeg nødt til at ringe til Ruben og spørge ham.

-          Det kommer ikke til at ske igen, sagde han.

-          Gør I altid sådan?

-          Kun med meget specielle piger som en af os vil være kærester med.

-          Er det en elskovspagt?!?

-          Det kan du godt kalde den.

-          Har I altid gjort det?

-          Vi havde vores seksuelle debut med den samme kvinde. Vi var alle tre 17 år og holdt sommerferie på Møn, som vi plejede. Det er der vi kender hinanden fra. Det år var der en kvinde, der hed Malene. Hun boede alene på et gammel forfaldent gods, og hun ville gerne have besøg.

-          Hvor gammel var hun?

-          Fem år ældre end os. Hun skulle tilbringe sommeren der, indtil hun skulle til USA for at læse på Harvard.

-          Og hvad skete der så?

-          Først lagde hun an på mig da jeg en dag forvildede mig ind i hendes park, og hun pludselig stod på stien foran mig. Hun inviterede mig hjem til kaffe, og to timer senere havde jeg haft mit første knald. Da hun hørte jeg havde to venner, sagde hun jeg skulle sende dem op til hende en ad gangen. Det vil sige en den næste dag, og så den anden dagen efter. Dem gav hun samme tur. Og så begyndte hun forfra med mig. Ind imellem holdt hun pause hvor vi ikke hørte fra hende i et par dage. Tror du der var tre unge mænd der var ved at sprænges når hun dukkede op igen?

-          Ja, svarede jeg og smilede.

-          Hun var meget lækker, og så lærte hun os hver for sig hvordan man tilfredsstiller en kvinde. Det var helt sublimt. Og vi diskuterede det selvfølgelig bagefter – hver gang! Det binder mænd sammen. Og da de to måneder var ved at være gået, inviterede hun os til middag, og det endte med en firkant.

-          Og hvad så med hende?

-          Vi har ikke set hende siden.

Det var en helt exceptionel Skt. Hans i går! Og helt anderledes end jeg havde forestillet mig!

Det begyndte allerede i limousinen hvor der sad en mand, og jeg undrede mig over hvem han var indtil han bød mig velkommen og præsenterede sig som aftenens butler og bød mig på kølig champagne og kanapeer i bilen! Han sørgede også for lidt klassisk musik, og jeg nød at køre gennem byen på denne måde på vej mod et eventyr jeg troede jeg kendte slutningen på, men som allerede overraskede.

Efter en halv times køretur og det meste af en flaske champagne kørte bilen op ad Esplanaden, igennem søjlegangen og standsede ud for Toldbygningen på Nordre Toldbod. Solen skinnede fra en skyfri himmel, og der var kun en let brise fra havet.

Jeg stillede mig mellem de to pavilloner med ryggen mod vandet, da Ruben kom spadserende fra Frihedsmuseet. Han så ud som en verdensmand, og jeg ventede spændt på at han skulle få øje på at det var mig der stod der mellem pavillonerne i en hvid brudekjole med et lille slæb og et slør der dækkede mine bare skuldre.

Han så sig søgende omkring op langs Toldkammerbygningen og hen til vandbussens holdeplads. Så fik han øje på mig og nød synet af en kvinde. Han kom tættere på og så at han kendte kvinden. Jeg smilede til ham.

-          Elizabeth?

-          Velkommen, sagde jeg og rakte min hånd frem. Han tog den og kyssede den.

-          Kom, vi skal ud at sejle, sagde jeg og tog hans hånd.

Foran Nordre Toldbod lå der en smuk chalup i mahogni med egetræspanter og asketræssvøb. En kaptajn stod i agterstævnen ved roret, og en mtros i forstævnen gik i gang med at kaste lods da vi var kommet om bord. I salonen, der var indrettet med smukke silkehynder på bænke af rosentræ og et bord der passede til, stod der champagne og kanapeer. Jeg bad Ruben om at lukke flasken op. Han så på mig, og jeg blev klar over at jeg havde overrasket ham positivt. Han skænkede, og vi skålede. Jeg vippede den ene sko af og sørgede skødesløst for at brudekjolen bredte sig over den smukke træbænk med silkehynden som jeg sad på. Ruben iagttog mig, mens han nippede til champagnen. Jeg smilede til ham og trak lidt op i kjolen, så jeg kunne stryge min ene fod blidt. Han så på mig. Og på min hånd på min fod. Og igen på mit ansigt. Han hævede sit glas. Jeg hævede mit. Jeg stillede glasset fra mig og arrangerede sløret så det faldt smukt ned over mine bare skuldre. Jeg arrangerede mit hår så det passede til. Han rejste sig, men jeg strakte hånden ud og signalerede at han skulle blive siddende. Det frustrerede ham kunne jeg se. Jeg smilede.

-          Og hvad skyldes det fine antræk, spurgte han, og jeg fik en fornemmelse af at han tøvede med at bruge ordet brudekjole.

-          Velkommen til vores symbolske bryllup, svarede jeg.

-          Hvornår sagde jeg ja til at gifte mig med dig?

-          Ved du ikke det? Sagde jeg og rørte ved ankhen om min hals.

-          Jamen alle i Severins verden bærer ankhen. Man tager den på når man er søgende, tager den af når man har fundet og tager den på når man igen er søgende.

-          Og hvor er din ankh?

-          Den sidder der, sagde han og pegede på ankhen omkring min hals.

-          Netop. Du tog den af på godset midt om natten for at give den til mig.

Han så på mig, og vi vidste begge at vi netop var trådt et dybere lag ned i vores relation. Han fyldte vores glas igen og strøg mig over kinden. Jeg så op imod kaptajnen der stod i sin uniform og uden at ænse os styrede båden mod Middelgrundsfortet. Fortet er over 100 år gammelt og bygget på 7 meter vand der hvor Kongedybet og Hollænderdybet mødes. Nu bruges det som turistmål med egen restaurant.

-          Og hvorfor skal vi giftes nu? Spurgte han

-          Det er vigtigt at tøjet, traditionerne og det hele er rigtigt.

-          Ja, det ser jeg, men hvorfor?

-          For at fjerne den romantiske drøm fra vores relation.

-          Hvorfor betyder det så meget?

-          Kjole og ceremonien er tegn på to sjæles forening, og den drøm er så stærk i mig at hver gang du taler og handler forsøger jeg at sætte det ind i drømmen, og så vokser den og overskygger virkeligheden. Jeg håber at vi på denne måde kan narre min drøm, så jeg fremover bedre kan fokusere på virkeligheden.

-          Og den gave jeg har med er din morgengave?

-          Ja, netop.

Chaluppen stred gennem bølgerne, og jeg nød at sidde og tale med ham. Meget af det jeg har læst og lært og erfaret kan jeg bringe i spil sammen med ham. Han får øje på det og bygger videre på det. Et af områderne, hvor vi kan møde hinanden, er fotografiets område. Jeg har i mange år været fascineret af hvordan fotografi er opstået rent teknisk og som kunstart. Derfor har jeg læst en del bøger om det. Blandt andet en virkelig god bog om hvordan fotografi opstod. Det begyndte i 1830’erne, hvor man opfandt det, der hedder daguerreotypier. Det var en proces hvor man brugte en forsølvet kobberplade som film. Man behandlede pladen med joddampe så der blev skabt et lag af sølvjodid på pladen, og det var lysfølsomt. Pladen blev derefter belyst i et kamera som dannede et latent billede i sølvjodidlaget. Billedet blev så fremkaldt med kviksølvdampe som sammen med sølvjodidpartikelrne dannede et finkornet lag af sølamalgam der hvor pladen var blevet belyst. Denne proces skaber egentlig et negativ, men ser man på det fra en bestemt vinkel ses det som et positivt spejlvendt billede. Og Ruben kendte alt til denne proces og hvordan udviklingen af denne teknik påvirkede udviklingen af billedkunst og langsomt gjorde fotografi til et alternativ til portrætmaleriet.

Jeg kunne fortælle Ruben en del om især den amerikanske fotograf Alfred Stieglitz, der tilbragte timer udenfor i et vinterkoldt New York City for at få et billede af The Flat Iron bygningen, hvor man kunne skimte bygningen gennem snevejret. Det var muligt, fordi Kodak netop i de år opfandt en ny filmtype, som kunne optage lys selv under vanskelige forhold. Et andet mesterværk, Stieglitz lavede i 1907, var The Steerage. Clouet i det fotografi var, at man kunne se matrosens hvide seler, selvom han stod inde under broen på skibet. Den slags havde aldrig tidligere været muligt. Jeg kunne mærke Ruben holdt af at tale om dette, og han kendte Ansel Adams ud og ind, så han bidrog også med elementer.

Båden havde i mellemtiden lagt til på Middelgrunden, og vi steg af. I en af de underjordiske gange stod der fire store sølvkandelabre med 7 stearinlys i hver. Det var det eneste lys der var, og de dannede en perfekt ramme for vores samvær.

Der blev serveret champagne, og Ruben rejste sit glas og skålede. Da jeg satte glasset fra mig rakte han mig en kuvert som jeg tog imod og åbnede. Indeni lå der et smukt tykt cremefarvet bøttekort, og på det stod der skrevet med en smuk fyldepennehåndskrift

GAVEKORT

Entreprenøropgave

Ved Ruben Pontoppidan

Dette kort kan indløses til at få løst en større anlægsopgave i dit hjem eller i din have. Arbejdet kan gennemføres i samarbejde med mand nr. 3, hvis han er dygtig nok.

Jeg læste det igen og blinkede, for tårerne piblede frem.

-          Hvordan kan du vide at jeg netop har stor brug for dette? Spurgte jeg og så på ham.

-          Har du ikke lige arvet et landsted?

Jeg smilede, skålede og takkede ham.

Samtidig med vi talte godt og grinede sammen mærkede jeg at Ruben virkede lidt anspændt, og da vi skænkede nummer to glas champagne kom det frem at han ventede på at præsten eller borgmesteren ville vise sig, så vi kunne blive rigtig gift! Jeg kunne berolige ham med at lige netop den del behøvede min drøm ikke for at blive opfyldt. Det er alt det udenom som betyder noget. Så slappede han af.

I det samme lød det som om en ny båd var ved at ankomme. Og ganske rigtigt, ind trådte Rebekka og Karen! Det var en overraskelse.

-          Vi skal videre nu til et sted jeg har bestemt, og jeg synes du skulle have dine venner med til det, sagde Ruben.

Og i det samme lød der en sprød klokke som tegn på at båden var ved at være klar til afgang.

Vi sejlede derfra tilbage til Nordre Toldbod, hvor limousinen ventede os. Vi steg alle fire ind, og den kørte os til et stort gods en halv time væk. Det lå for enden af en lang indkørsel der var belagt med smukke lyse sten. Inden jeg var klar over det var butleren steget ud og havde åbnet døren for mig og gav mig en hånd til at komme ud.

Der var en stor grøn indgangsdør lavet i træ og med en solid hvid søjle på hver side. Den grønne dør gik op inden vi var kommet helt derhen, og en tjener trådte til side og bukkede for Ruben. Han gik ind først, og vi tre fulgte efter.

Godset levede til fulde op til sit ydre, idet vi trådte ind i en meget smuk hall med bordeauxrøde vægge med guldkanter, et gulv der var dækket af store firkanter i sort og hvidt linoleum og en bred hvidmalet trappe, hvis fylde snoede sig op ad mod den næste etage. Det gav et sug i maven på mig. Tjeneren hjalp os af med overtøjet, og jeg følte mig næsten lidt skamfuld over, at det ikke var en pels! Tjeneren viste os hen til trappen, og mens vi stod der ringede det på dørklokken. Tjeneren åbnede døren, og ind kom Frederik og Anton! Jeg smilede til dem. Ruben så fra dem til mig, og så smilede han.

-          Velkommen, sagde jeg til dem.

-          Tak, svarede de alle tre.

-          Hvor er det dog et smukt sted. Hvis er det?

-          I aften er det vores. Kom, middagen venter i banketsalen, sagde Ruben.

Jo mere åben du er, jo mere får du ud af denne aften, sagde han og så på mig på en særegen bydende måde der fik mig til at tie stille. Jeg skulle åbenbart bare modtage, og det valgte jeg så at gøre, nu han bød på så fine forhold.

Han rakte sin bøjede arm ud mod mig, og sammen trådte vi ind i banketsalen. Bag os kom Frederik og Karen, Anton og Rebekka.

Banketsalen var nok 10 meter lang og med de smukkeste grønne vægge, igen med guldstaferinger, og fire kæmpe spejle, også omkranset af guld i sirlige formationer. Midt i salen var der et bord, og selv om bordet var enormt var den opdækning til seks, der var stillet an, helt perfekt. Det var som om det lange bord passede til at have seks kuverter. Og i den fjerne ende af salen sad der en strygekvartet og spillede!

Vi fik alle igen champagne i hånden. Frederik og Anton kom skiftevis hen til mig og hilste rigtigt.

-          Bonsoir ma chérie, sagde Frederik og kom hen til mig og kyssede mig på begge kinder på rigtig fransk maner.

-          Bona sera, signorina, fulgte Anton efter og gav mig et italiensk håndkys.

-          Vil I ikke forklare lidt om jer tre til mine veninder, sagde jeg.

-          Vi har kendt hinanden i 25 år, fortsatte Ruben.

-          Jeg hedder Anton og er arkitekt. Først byggeteknisk højskole, så akademiet.

-          Og du er den idealistiske Godfather? Spurgte jeg retorisk og så på Frederik.

-          Idealistisk må jeg nok indrømme, Godfather er ikke mig.

-          Jo, du er, sagde Ruben. – du har hjulpet mig mange gange.

-          Det skal jeg ikke kunne sige.

-          Jamen jeg siger det.

-          Jeg er glad, hvis du har kunnet bruge mine bidrag til noget.

Jeg så på dem og følte mig som en prinsesse. Dette overgik allerede langt mine forventninger.

-          Og vil du præsentere dine veninder? Spurgte Ruben og så på mig.

-          Ja, dette er Rebekka som jeg har kendt siden børnehaven. Hun er salgsdirektør i et stort ingeniørfirma, og Karen, som jeg har kendt i 20 år, hun har sin egen virksomhed, der sælger strategisk rådgivning.

-          Inden vi tager plads, sagde Frederik, – vil jeg gerne vise jer malerierne her i salen.

Vi fulgte ham alle tre, mens han gav os en introduktion til nogle af mesterværkerne inden for dansk guldalderkunst. Der var Solstråler af Hammershøj, et helt bedårende selvportræt af Wilhelm Marstrand som femårig, to tableauer af Christian Købke fra Frederiksstaden, og et af Eckersberg, der hed Møns klint i ¾ mils afstand fra kysten og en sejlende korvet. Hvert maleri havde en særlig detalje som Frederik identificerede for os. Med Hammershøjs solstråler var det lyset der faldt gennem vinduerne så tykt og dog så let at støvet nærmest kildrede ens øjne når man så det. Eller det var mættetheden i huden på den femårige Marstrand der bevirkede at man nærmest følte hans tilstedeværelse i lokalet og hvert øjeblik ventede at han ville røre på sig. Det var den poetiske stemning over et af Eckersbergs landskaber, præcisionen i personerne midt i Købkes gengivelse af Frederiksstaden og dens beboere, eller de fælles træk der fandtes på tværs af disse meget forskellige kunstnere fra den samme periode i dansk historie. Det var meget inspirerende og løftede stemningen endnu et par takker. Og på forunderlig vis føltes det som om vi kvinder havde tre kavalerer, idet de alle tre sørgede for at vi stod godt, så vi kunne se hvad Frederik pointerede. Især Ruben var meget opmærksom og klemte mig blidt om livet, tog min hånd, slap den igen med et kys, ja, han gav mig al den opmærksomhed man som kvinde kan ønske sig, og de par gange, hvor jeg så Frederik lagde mærke til det virkede det som om det glædede ham, og han gav de andre to tilsvarende opmærksomhed.

- Skal vi tage plads, sagde Frederik, da han var færdig med at beskrive den sene Marstrands liv og hans gerninger omkring det tidspunkt, hvor han som voksen havde malet sig selv som femårig.

Vi nikkede og bevægede os hen til bordet. Det var bordkort, og jeg havde Ruben til bords, og vi sad på den side hvor kaminen var. Der var tændt op i kaminen med en ild der knitrede sagte og lunede i det store rum. Frederik sad på den anden side af mig, og over for os sad Anton mellem Rebekka og Karen.

Butleren annoncerede at menuen stod på: Riesling og flødelegeret kartoffelporresuppe, citronmarineret krogfanget røget laks, carpaccio af røget pighvar med italienske rødløg og russisk Beluga kaviar, braiseret kronhjortebryst med morkelkompot og aspargeskartofler på en balsamicofond, tableau de fromage, rødbedeis med skiveskåren mango fra Tahiti, hvid og mørk chokolademousse med passionsfrugtcoulis.

Dertil en skøn Riesling til suppen, en liflig Piesporter Michelsberg til laksen, Chateau Batailley, der er en udsøgt Pauillac Grand Cru, til hovedret og ost og en Muscat de Beaume de Venice til desserterne.

Alt sammen akkompagneret af den reneste taffelmusik fra kvartetten.

Og så begyndte mændene ellers at konversere hinanden og os som om de aldrig havde bestilt andet. Det var som at overvære en tenniskamp på Wimbledon eller en ballet på Bolshoi teatret.

Venedig var på toppen i flere århundreder, men da de begyndte at lade de svage i samfundet sejle deres egen sø, eller skulle jeg her sige kanal, så begyndte det at gå ned ad bakke, sagde Frederik samtidig med at han førte de første mundfulde af den flødelegerede kartoffelporresuppe til sine læber.

-          Hvorfor det egentlig? Spurgte Anton, og i det samme mærkede jeg hans fod kærtegne min under bordet. Jeg lindede diskret på dugen for at tjekke at det var hans fod og ikke en hund der pludselig var dukket op. Det virkede som om alt var muligt på dette gods. Og den var rigtig nok. Hans fod gled kærtegnende op og ned ad mit ben. Jeg tog et par ekstra skefulde af suppen og en slurk vin.

-          Fordi der kommer for meget uro når man ikke tager sig af de svage, og uro skræmmer forretninger væk. Penge er konservative, og derfor bliver de lagt der hvor udsigten til gevinst er størst og udsigten til tab er mindst.

-          Jeg vil gerne introducere et nyt emne, sagde Ruben og så især på Frederik. – Og det er spørgsmålet om der findes en elite i Danmark?

-          Nej, den er rejst til England, sagde Anton og grinede.

De andre to smilede til ham, mens tjenerne fjernede suppen og serverede laksen.

-          Gør der? Spurgte Ruben og så på Frederik.

-          Kan det folkelige være en elite? Spurgte Frederik tilbage.

-          Eliten er en lille del af folket som er bedre udstyret intellektuelt end resten af folket hvis jeg skal definere det for dig.

-          Jeg mener ikke den definition holder mere. Og det har den faktisk ikke gjort længe. Et centralt begreb i Danmark er andelstanken, og de sidste 100 år har vi set hvordan den har bredt sig til flere og flere områder i vores samfund.

-          Jamen er det ikke netop modsætningen af eliten?

-          Andelstanken opererer med at vi alle bidrager til at skabe resultater, og derfor skal alle også have andel i værdierne af det der bliver skabt sagde Ruben og strøg mig samtidig over låret.

Det gav et sæt i mig, og den elektriske strøm der var blevet stimuleret i min krop fra jeg satte mine ben i limousinen, fik yderligere næring. Jeg mærkede at jeg ikke kunne spise så meget som jeg normalt ville kunne, fordi min krop var spændt til det yderste. Og det ærgrede mig, for maden var sublim

-          Jeg kan ikke se, det har meget med elite at gøre, sagde Ruben.

-          Elite er for mig evnen til at identificere hvordan man skaber værdi. En sådan elite har krav på respekt. Jeg tror den elite du taler om mere skal kaldes overklasse, dvs. mennesker som har særlige midler til deres rådighed som de kan vælge, men sjældent gør, at bruge til noget der rækker ud over deres egne interesser. En elite må række ud over egne interesser for at være en elite i mine øjne, og det synes jeg andelsaktørerne gør.

-          Det er muligt, sagde Ruben, – men jeg er nervøs for nanoteknologi og andelstanken. Tror du de kan gå i spænd?

-          Hvad med at skabe en form for andelsinnovation? Dem der har interesse i at udviklingen sker indenfor et givent område kan gå sammen om at skabe innovationen og så bagefter dele rovet, foreslog jeg.

Ruben greb min hånd og kærtegnede den med sine fingre, idet han sagde – Interessant tanke. Og han så faktisk ud som om han mente det.

-          Jeg synes det er vigtigere at definere hvad det gode liv er, sagde Karen, og samtidig mærkede jeg igen Antons fod kærtegne min. Jeg havde smidt skoene og nød at mærke jeg var en skattet gæst.

-          Hvad mener du med det gode liv? Spurgte Ruben.

-          Hvad synes du er et godt liv? Spurgte Anton tilbage.

-          Jeg? Det er at jeg kan sidde her med mine bedste venner og tre smukke kvinder og spise og drikke og tale om det gode liv.

-          Er det ikke en definition alle kan være enige om?

-          Jo, det er det vel.

-          Godt så er den definition på plads, og så behøver vi ikke tale mere om det, sagde Ruben og greb sit glas og skålede med Anton.

Anton skålede tilbage men det var klart at han ikke var færdig med det emne, og så snart han havde sat glasset sagde han – jamen der er også andre aspekter af det gode liv.

-          Aha, hvilke? Spurgte Ruben.

-          Et godt arbejde fx.

-          Er du sikker? Ville du arbejde hvis du ikke behøvede det? Hvis nu din bedstefar for tre år siden da han døde havde efterladt dig 100 mio. kr., ville du så stadig arbejde i dag?

-          Ja, men ikke med det samme som jeg arbejder med i dag.

-          Uddyb.

-          Jeg ville bruge pengene til at gøre en forskel, sagde Anton.

-          Eller købe et slot og en jagt og nyde livet ved at spise og drikke med dine bedste venner og en smuk kvinde på et gods, sagde Ruben og smilede.

-          Det også, men det er ikke nok. Jeg vil gerne efterlade mig spor.

-          Det vil mænd altid, sagde jeg.

-          Er det kun mænd der vil det? Spurgte Frederik og så på mig.

-          Jeg tror det er vigtigere for mænd end for kvinder. Måske fordi kvinder efterlader sig spor via deres børn.

-          Det er jo også mændenes børn!

-          Ja, men de oplever sjældent at det er nok spor at sætte sig, svarede jeg og tænkte på om jeg havde lyst til at få børn med Ruben. Jeg har slet ikke tænkt på ham som far, og der er noget ved ham der heller ikke gør det til en naturlig ting. Nå, vi er ikke kærester, og jeg skal ikke have flere børn, så jeg behøver nok ikke bekymre mig om det.

Det var som om Ruben var den usynlige dirigent. Som om et emne fik et usynligt nik fra ham inden det blev taget op, og når det gik i stå var han den der hjalp det videre. Det var meget elegant, og der var ingen tvivl om at han var på hjemmebane her. Snakken fortsatte på samme utvungne og inspirerende måde i flere timer, kun afbrudt af næste ret der blev serveret og en ny vin der skulle degusteres, hvilket den blev gjort med udbringning af den ene skål efter den anden og lange dybe blikke til Rebekka, Karen og mig fra dem alle tre på skift.

Tre timer senere var vi mætte både åndeligt og fysisk. Jeg var også ør af al den vin og det exceptionelle selskab. Ruben klappede en enkelt gang i hænderne da vi rejste os, og der var igen en tjener ved hver en stol. Det havde der også været under måltidet, men de var så diskrete at det først var da jeg rejste mig at jeg for alvor lagde mærke til dem.

Vi forlod banketsalen og bevægede os ind i et mindre men lige så smukt et rum der viste sig at være biblioteket. Dækket fra gulv til loft med hylder fulde af bøger og med den dejligste træstige der var en naturlig del af reolsystemet, og som man brugte når man skulle hente bøger der stod for højt til at man kunne nå dem fra gulvet. Også her var der liflig musik i baggrunden, men denne gang var det usynligt hvor den kom fra.

En skøn Chesterfield sofa med tilhørende stole stod i midten omkring et smukt lavt mahognisofabord hvor der var dækket op med kaffe og petit fours. Til højre for sofaen stod der en globus i en smuk mahogniopsats. Globussen var halvt åben og viste sig at indeholde cognac, calvados, marc og diverse andre avec’er.

- tag plads, sagde Frederik og pegede på sofaen hvor Ruben og jeg satte os, hvorefter butleren skænkede kaffe og bød petit fours rundt. Frederik og Ruben studerede avec flaskerne for at bestemme sig for hvad de først skulle smage. De anbefalede varmt en Marc d’Auvergne, men calvadosen var også uforlignelig, sagde de. Jeg sagde ja tak til calvadosen, og så diskuterede de ellers om marc er et affaldsprodukt, eller om det er den ædle råddenskab.

Muscat d Beaume de Venice er den ædle råddenskab, sagde Frederik indigneret. – Marc er blot tilberedt på kviste og grene der allerede har været anvendt til vinproduktionen.

-          Netop, et affaldsprodukt, svarede Ruben og smilede.

-          Mais quel ordure! svarede Frederik, og så grinede de begge og skænkede sig hver en marc.

Anton var i gang med bøgerne, og han havde fundet tre frem som han bragte hen til kaffebordet.

-          Anton, hvad må jeg servere? Spurgte Ruben.

-          Den ældste cognac du har.

-          Sådan en tager jeg også, sagde Rebekka og Karen i munden på hinanden.

-          Så gerne, svarede Ruben og skænkede op. – Værsågod. Hvad har du så fundet til os, Anton?

-          Ja, valget er jo svært da biblioteket bugner af mesterværker, men The Importance of being Earnest kommer vi ikke uden om.

Mændene grinede, og jeg smilede høfligt.

-          Og så har jeg fundet et værk jeg længe ikke har haft i mine hænder, men som jeg synes passer perfekt til vores smukke gæst, nemlig A room of ones own af Virginia Woolf, sagde han og så på mig henover kanten af sine briller.  Og det er originaludgaven fra 1929 med en signatur af mrs. Wolf herself, fortsatte han og kom hen til mig og viste bogen med signaturen.

Jeg smilede til ham og var imponeret over bogen med signatur så vel som hvordan han havde forstået mig, når han kunne vælge netop denne bog.

-          Og så slutter vi med en lille perle, nemlig kapitel 9 i anden del af Madame Bovary, der hvor Rodolphe Boulanger har været væk i seks uger uden at give et livstegn fra sig. Han kommer på besøg hos Madame og får overbevist Monsieur le Docteur om at hans kone trænger til en ridetur ud i skoven, og det vil Rodolphe da gerne påtage sig… Det er et pragtfuldt stykke litteratur, og I får det fra den sjældne originaludgave hvor det først udkom, før det overhovedet blev til en bog, nemlig i Revue de Paris, sagde han og pegede på magasinet som bredte sig ved siden af ham.

Første afsnit kom den 1. oktober 1857, og så skred historien fremad til og med den 15. december hvor sidste afsnit kom. Madame Bovary kom som bog i april 1857 hvor den blev en bestseller, ikke mindst hjulpet på vej af den retssag som blev anlagt mod Gustave Flaubert for at udbrede utugtige skrifter.

-          Det lyder lovende, så skål, sagde Frederik.

-          Vi skålede, og umiddelbart efter tog Anton jakken fra sit smukke mørkeblå jakkesæt af og satte sig på kanten af den ene Chesterfield stol og reciterede livligt fra The Importance of being Earnest.

Det var til stor moro for drengene der kendte bogen udenad og indimellem gik ind og supplerede Anton med lige så stor, om ikke større, indlevelse. Det var især Ruben der supplerede Anton, og jeg mærkede mine varme følelser for ham brænde i mig. Jeg mærkede også Frederiks ene hånd på mit ben hvor han var ved at kilde mønstre på min strømpe i fuld offentlighed. Jeg så på ham, og han smilede. Det gjorde jeg også og mærkede at det øgede intensiteten af mine følelser for Ruben, ja for hele denne fantastiske aften. Ruben så Frederiks hånd på mit lår og smilede. Anton sad midt mellem Rebekka og Karen med en hånd på hvert af deres lår. Jeg smilede og tænkte, – hvad sker der. Men ikke for længe, for så gik Anton i gang med den næste bog. Det var Virginia Wolf hvor han læste den mest centrale passage i bogen, nemlig der hvor heltinden får sit eget værelse og dermed muligheden for at sige nej til at deltage i det der foregår i huset. Tænk, at en mand valgte at læse denne passage. Og Ruben pointerede bagefter hvor vigtigt det er for alle mennesker at have deres eget rum hvor de kan være alene med sig selv og deres sjæl.

Og da han var færdig med uddraget fra Madame Bovary havde jeg bare lyst til at de ville lade Ruben og mig være alene, så vi kunne leve begæret fuldt ud.

Før jeg havde tænkt tanken til ende rejste Ruben sig og klappede i hænderne, og så gik fløjdørene op, og Frederik bød Karen sin arm, og Anton bød Rebekka sin, og de forlod rummet.

Ruben kom over til mig og rakte sin hånd frem mod mig, jeg rejste mig, endnu lidt svimmel efter calvados og sanseæggende litteratur.  Vi gik ud af rummet og op ad den store brede trappe i forhallen, op til næste etage hvor der var mange døre, men der skulle vi ikke ind, for vi fortsatte opad. Jeg mærkede hans hånd omkring min og kærtegnede hans arm. Jeg forestillede mig hvordan vi ville finde en stor seng i et værelse med vægge med guldstaferinger og en række af de småsprossede vinduer som solen ville skinne igennem næste morgen. Der ville vi  elske natten lang. Jeg mærkede at der var stor aktivitet på safternes slot.

Vi var kommet ind i et rum som tydeligvis var et opbevaringsværelse. Jeg kunne ikke forstå hvorfor han blev stående og så lidt rådvild ud, og jeg skulle lige til at trække i ham for at få ham med ud.

Kom her, sagde han, og åbnede et skab i værelset. Skabet var ikke et skab, for lige inden for førte en smuk trappe af træ op ad. Han gik forrest. For enden af trappen var der et stort rum med et podie i midten. På podiet stod der en seng. Det var en stor gammel mahogniseng med fire sengestolper og et tagdække af nervøst velour i de smukkeste gyldne farver. Der var også en kamin i rummet. En stor hvid porcelænskamin med et spejl omgivet af guld oven over, og der var ild i pejsen. Det betød at nogen havde forberedt dette sted til os. Jeg måtte knibe mig i armen for at være helt sikker på dette ikke var min bryllupsnat – den havde alle ingredienserne!

Sengen var dækket af et tykt hvidt silkesengetæppe og en masse puder i de smukkeste røde, orange og gyldne farver. Han standsede, da vi var kommet op ad trappen, trykkede mig ind til sig og kyssede mig.

-          Du er en skøn og smuk kvinde, sagde han til mig.

-          Tusinde tak for en virkelig dejlig aften! sagde jeg. – jeg havde en noget andet plan for denne aften, men dette er utrolig dejligt.

-          Den er ikke slut endnu, så du kan komme til senere, svarede han og førte mig videre ind i rummet.

Vi bevægede os rundt i rummet, mens vi kyssede og kærtegnede hinanden. Han løsnede sit slips og tog det af. Langsomt uden at røre ved hans hud åbnede jeg den første knap i hans skjorte, så den næste og den tredje, stadig uden at berøre ham. Ved den fjerde knap lod jeg mine fingre strejfe hans bryst, men fortsatte så nedad. Da skjorten var helt åben, tog jeg den i flipperne og krængede den ud over hans skuldre, ned ad armene, hvor den faldt på gulvet. Jeg kiggede på ham og en varm strøm løb igennem mig. Synet af hans nøgne bryst over de mørke buksers linning ophidsede mig, og langsomt kørte jeg mine fingre langs linningen.

Ophidselsen gjorde vores åndedræt tungt og stødvist. Vi nærmede os sengen. Han standsede da vi nåede podiet. Han tog fat om mine skuldre og førte mig op på podiet hvor han begyndte at klæde mig af., Stykke for stykke faldt mit tøj til gulvet. Da jeg stod helt nøgen foran ham, trådte han et skridt væk og betragtede mig. I hans øjne lyste begæret, og jeg sydede under hans blik. Jeg ville have ham, og det skulle være nu. Jeg rakte armene ud efter ham, men han kom mig i forkøbet, lagde sine arme omkring mig og svingede mig op i luften. Jeg greb fast omkring hans hoved med begge hænder, men han sagde

- Slip mig.

Så det gjorde jeg. Det næste øjeblik fløj jeg gennem luften og landede midt i puderne. Han smilede til mig og stillede sig selv op på podiet for enden af sengen hvor han langsomt begyndte at knappe sine bukser op.

Han tog dem af langsomt og sensuelt, og at ligge og betragte ham åbnede samtlige sluser.

Nøgen stod han for enden af sengen med en lanse så stolt og rank og fuld af vellyst at den næsten dirrede. Han kiggede på mig og smilede. Han nød sin egen nøgenhed, og at jeg lå og betragtede ham. Han stod endnu et par sekunder, så bøjede han sig ned og kyssede mine fødder. Han kyssede mig op ad min krop og sendte strømme af velbehag igennem mig.

Så tog han mig i sine arme og kyssede mig intenst, mens han på forunderlig vis fik tøjet af mig. Han trak sig lidt væk fra mig og så op og ned ad mine nøgne krop, og jeg blev bevidst om mine kærlighedshåndtag og min runde mave og mine lår, men jeg tror ikke det var det han fik øje på, for han udbrød – din krop er endnu smukkere end jeg drømte om. Du er så sensuel og kvindelig. Jeg har drømt om at tage dig siden vi sad overfor hinanden på godset og spiste.

-          Hvorfor har det taget dig så lang tid?

-          Jeg er lige kommet ud af et forhold, og jeg havde faktisk glædet sig til at være lidt alene.

-          Okay, jamen så smutter jeg nu, sagde jeg og begyndte at rejse mig op.

Blidt men bestemt lagde han mig ned på sengen igen og begyndte at kærtegne mine bryster, idet han hviskede til mig – undskyld, jeg synes du er en meget dejlig kvinde, og jeg længes efter at forløse dig så du hviner. Du er en lækker, køn og klog kvinde, sagde han, og vi hengav os til hinanden på stadigt nye måder i flere timer. Han gav mig 12 orgasmer, og da den 13. var i gang med at brede sig i min krop var det som om der skete en eksplosion i mit hoved. Den katapulterede mig ind i underbevidstheden. Ind et sted jeg ellers aldrig kom. Nydelsen var anderledes her, den var intens, men næsten for intens. Alle forsvar var faldet, alle rammer var brudt. Det var ikke mig der bestemte hvad der foregik i rummet, og alligevel var jeg ikke i tvivl om at jeg var i centrum. Det var Ruben, der gav mig denne lykkelystfølelse, og i det øjeblik knuselskede jeg ham som aldrig før. Han sendte mig rundt i mit indre rum hvor farver, former og figurer fløj mellem hinanden. Min drøm fra jeg var lille udspillede sig nu pludselig også her. Jeg stod midt i flokken af fantasidyr, fantasidyr hvis former alle er runde. De bevæger sig omkring mig, og det særlige ved dem er at de konstant skifter størrelse. De veksler mellem at være bitte små og kæmpe store. Så store, at de maser mig fuldstændigt, og jeg har følelsen af at blive kvalt. Når det er lige ved at være ude med mig, svinder de ind til bitte små dyr igen. Så er de uskadelige, og jeg oplever et strejf af lykke. Nogle gange er der kun et dyr, andre gange er der mange. Det sidste er det værste, for så bevæger alt omkring mig som et hav, og der er hele tiden et eller andet dyr som er svulmende.

Nu var der mange. Jeg greb efter ham. Han skulle holde fast i mig, så jeg ikke blev mast, men jeg kunne ikke forklare det. Min krop sydede af begær, han bankede sit store lem op i mig, og han kom netop som jeg skreg min intense orgasme ud i rummet.

Ruben holdt om mig, og fantasidyrene forsvandt i takt med at jeg slap mit greb i ham, og jeg langsomt vendte tilbage.

Lidt senere, eller meget senere, jeg ved det ikke helt da jeg havde været langt væk, åbnede vi øjnene på samme tid. Jeg mærkede lykken vælte op i mig som stor bølger, og jeg tænkte tilbage på min plan for denne aften som var gået helt anderledes end jeg havde forestillet mig.

Det var noget jeg manglede at gøre, og det var vigtigt, så jeg besluttede mig for at gennemføre min plan nu i disse nye rammer og sagde – Tusind tak for alt det du har givet mig.

-          Det er ikke slut endnu, sagde han.

Jeg så på ham og han blev opmærksom på stemningsskiftet.

-          Vi er blevet symbolsk gift, sagde jeg. – Og det er jeg bevæget over på en måde, så jeg godt kan forstå bryllup fylder så meget i mit sind. Du har også givet mig en gave der møder mig hvor jeg er. Og du har åbnet dette sted for mig og mine veninder og gjort nye møder mulige.

Han smilede til mig.

-          Og nu vil du have mere?

-          Jeg vil give mere. Jeg havde planer om at dette skulle foregå et helt andet sted. Du har ændret rammen. Og det gør det kun mere fantastisk. Det gør også det jeg havde planlagt mere … nødvendigt.

Han så forventningsfuldt på mig, så jeg fortsatte – Du har tilfredsstillet mig, så orgasmens kraft  bevægede mig over i en anden dimension. Det er sjældent.

-          Jeg har hørt om den, sagde han.

-          Nu vil jeg bringe dig over i denne dimension. Gør dig det behageligt på sengen og se på mig.

Jeg startede min iPod og Owl City’s Vanilla Twilight fyldte rummet. Jeg tog min lille røde kuffert frem og åbnede den. Jeg tog nogle ting op af den og lagde dem på et lille bord der stod så langt væk at han ikke kunne se mig. Jeg vendte ryggen til ham og åbnede brudekjolens skjulte velcrobånd foran. Jeg svøbte den lyserøde corsage omkring min krop og lukkede den. Jeg trak mine trusser af og et par sorte selvsiddende strømper på. Så lukkede jeg velcrobåndene så kjolen sad tæt og flot igen.

Jeg rejste mig og fandt nummeret I Gotta Feeling med Black Eyed Peas på iPod’en, startede det og begyndte langsomt at danse.  Jeg svingede brudekjolens skørt omkring mig og gik ind i musikken. Jeg lænede mig hurtigt ind over sengen, og gav ham udsigt til kavalergangen, jeg kælede kort for mit ene bryst, og fangede hans blik. Han smilede. Jeg smilede og dansede videre. Ud i rummet for kort efter at vende tilbage og kærtegne ham kælent.

Da sangen nærmede sig sin slutning, løsnede jeg velcrobåndene på kjolen, og på det sidste beat lod jeg  brudekjolen falde og vendte mig om. Jeg kunne se min nye påklædning havde en positiv effekt. Jeg sagde til ham, han skulle lægge sig ned og lukke øjnene.

Jeg nærmede mig sengen og begyndte skiftevis at kærtegne ham, hviske hede ord i hans ører og stryge ham overalt på kroppen. Jeg mærkede energien bygge op og dale og bygge igen. Jeg fik ham til at fortælle om en fantasi han havde, og jeg gennemførte den med ham, men standsede lige før klimaks. I to timer begærede og stimulerede jeg ham uden han kom helt tæt på, mig og hver gang standsede jeg lige før han blev forløst.

Til slut bad jeg ham om at stille sig over ved døren. Han forlod modstræbende sengen. Da han havde stillet sig lagde jeg mig godt tilrette på sengen så min krop præsenterede sig bedst muligt. Jeg begyndte at kærtegne min hals og uden jeg havde instrueret ham begyndte han at komplimentere min krop. Han sagde at mit bryst hvælvede sig som den blødeste silkepude, og han havde lyst til at lægge sit hoved på det, min hud glødede af liv og kraft, mit venusbjerg rejste sig frodigt og indbydende, og hver gang han nævnte en ny del på min krop bevægede mine hænder sig derhen. Han begyndte også langsomt at bevæge sig hen imod sengen, samtidig med at han blev ved med at give mig komplimenter. Jeg sitrede og længtes, og da han bevægede sig op i sengen til mig som en panter og vi eksploderede regnbuer sammen, blev vi begge skudt over i den anden dimension, og det føltes som at flyve gennem universet forenede i hinanden med alt omkring os.

Jeg sov længe og spiste morgenmad i lang tid, og i dag har jeg nølet rundt, og da jeg var i bad  mærkede jeg at jeg glæder mig til i aften. Skt. Hans er en af mine yndlingsaftener med de mange bål og den festlige stemning.

Klokken 16 ringede det på døren. Der stod et bud udenfor med en stor buket røde roser! Der var et kort lagt ved. På kortet stod der:

Kære Elizabeth,

Jeg glæder mig til at dele denne aften med dig.

Klokken 17.30 kommer der en limousine og henter dig. Den kan du frit disponere over resten af aftenen.

Kærlig hilsen Ruben

Wauw. Det havde jeg ikke ventet. Jeg vidste godt han har stil og format, men der overraskede han mig alligevel. Jeg skal til at klæde om, så jeg kan være klar på Nordre Toldbod kl. 18.

Det var en fornøjelse at deltage i min mors fernisering i dag!

Hun så super godt ud i sit grå silkesæt og med håret sat og sminken lagt. MJ som ejer galleriet vimsede rundt om hende både før, under og efter der var åbent hus. Han er mindst 20 år yngre og ikke homoseksuel, så min mor solede sig i opmærksomheden. Og da der kom mere end 150 mennesker, ville begejstringen ingen ende tage. Mille kom også med både Steen og Marianne. Og min far og Katrine var der, og det virkede ikke som om det rørte min mor.

Og Frederiks mor så, at min mor havde brug for hjælp til at tage imod blomster og vin, og det tog hun sig kyndigt af. Da hun havde bil, var hun også sød at køre min mor hjem bagefter med alle gaverne. Jeg tror der er basis for et venskab. Og bedst af alt er mors malerier i særklasse, og fem af dem var solgt da ferniseringen sluttede.

Jeg var til 10 års fødselsdag for en af vores samarbejdspartnere på arbejdet her til aften. Det foregik på Vega. Jeg var i super godt humør, for jeg havde lige fået at vide at Damsted træder ud af min bestyrelse, efter at han i snart to år har gjort livet surt for mig! Så jeg trallede i bilen på vej til Vega og fyrede den af så både kolleger og samarbejdspartnere kom hen og spurgte mig, om jeg var forelsket eller blevet forfremmet. Jeg grinede bare og dansede videre.

Tidligere på dagen var jeg i Lust butikken og købe udstyr til i overmorgen, så det meste er ved at være på plads. Den der erotiske kapital skal forrentes.

Og jeg har talt med min mor flere gange, og vi har planlagt ferniseringen. Galleriet gør det meste, så jeg er nok mest moralsk støtte.

Jeg har prøvet kjoler i dag. Det bliver meget interessant at se, om den skt. hans aften overhovedet kommer til at fungere, som jeg ønsker, den skal. Måske overvurderer jeg Ruben og hans evne til at rumme kompleksiteten, når det kommer til stykket.

Militærchefen har også ringet i dag. Han vil gerne invitere mig med til NYC i august. Jeg sagde det lyder dejligt, men jeg kan desværre ikke tage stilling til noget i øjeblikket. Jeg synes, der er så meget på spil omkring Ruben, som jeg først skal finde ud af, før jeg kommer tæt på en anden mand. Jeg skal også lige gå rundt om mig selv en gang til, om jeg synes, det er sjovt med militærchefen, fordi det er anderledes, eller om jeg tænder på det der cross dressing. Nå, billetterne til NYC er ikke så dyre, så hvis jeg har lyst i august, kan jeg beslutte det der.

Det fik jeg ikke meget ud af, for han ville ikke tale om Ruben men kun om sig selv. Han fik dog fortalt, at Ruben slider kvinder op, fordi han har så meget energi, og ikke har tålmodighed med mennesker der har mindre energi. Og at Ruben er så nysgerrig på livet, at han hurtigt keder sig sammen med en kvinde. Når det sker, er det kun et spørgsmål om tid, før han forlader hende.